Mærkning af fødevarer
Eurofins har igennem en årrække rådgivet detailbranchen og dens leverandører i forbindelse med mærkning af fødevarer
Gennem EU-lovgivningen er der fastlagt en række grundlæggende regler for de oplysninger, der skal kunne læses på færdigpakkede fødevarer. Disse regler er udstedt i et direktiv, og det giver medlemslandene mulighed for at fortolke reglerne. Dette har Danmark og en række andre EU-lande gjort - og det har medført, at der er nuancer i kravene til mærkning af fødevarer mellem medlemslandene.
Eurofins rådgiver udenlandske og danske virksomheder med henblik på at udforme oplysninger på etiketter og emballage til fødevarer og kosttilskud mv., således at de lever op til de danske lovkrav.
Detailhandelen importerer ofte udenlandske fødevarer. Vi har i den forbindelse set flere eksempler, hvor producenten har fået oversat etiketten hos en oversætter, der nok kan dansk, men ikke har den fjerneste anelse om fødevarelovgivningen. Dette resulterer ofte i mangelfulde og i værste fald vildledende informationer eller designs.
Hvis en fødevareetiket er vildledende med hensyn til oplysninger eller illustrationer, vil resultatet sandsynligvis være et krav fra myndighederne om at ændre etiketten eller krav om at trække varen tilbage.
Eksport
Er du leverandør til detailhandelen i fx Tyskland, England, Holland, Belgien, Luxemburg og Frankrig, kan vi via Eurofins Gruppens laboratorier i de pågældende lande tilbyde mærkningsydelsen. Sammen med en dansk kontaktperson hos Eurofins er du som eksportør til de pågældende lande godt rustet på det lovgivningsmæssige område.
Legalitetsundersøgelse
Som et led i vores rådgivning om mærkning af fødevarer kan Eurofins tilbyde at foretage legalitetsundersøgelser. Her udfører vi kemiske og mikrobiologiske analyser og test af produkterne og vurderer på denne baggrund, om fødevarerne overholder den gældende lovgivning.
Analyseprogrammet fastsættes ud fra kundens behov for dokumentation. Som udgangspunkt undersøger vi, om de oplysninger, der gives på etiketten / emballagen, er korrekte og fyldestgørende – samt at produktets faktiske sammensætning er i overensstemmelse med disse oplysninger.
Dette vil typisk være:
- At alle krav til mærkningsregler er opfyldt - fx ingrediensliste, holdbarhed mv.
- Nettoindhold
- Næringsdeklaration (kort eller lang)
- Ernæringsmæssige anprisninger - fx fri for transfedtsyrer
Endvidere undersøger vi, om produktet er acceptabelt set med mikrobiologens briller. Der undersøges hovedsageligt for tilstedeværelsen af sygdomsfremkaldende mikroorganismer; men undersøgelse for holdbarhedsbegrænsende mikroorganismer kan også inddrages. I sagens natur afhænger valget af mikrobiologiske test af, hvilket produkt, der er tale om.
Fra tid til anden dukker der sager op i pressen om tilstedeværelse af uønskede komponenter i fødevarer - fx acrylamid i stivelsesholdige produkter, det ikke tilladte farvestof Sudan i krydderier, pesticidrester på frugt og grønt eller dioxin i fisk og allergener i fødevarer. Analyse for sådanne komponenter kan efter kundens ønske inddrages i legalitetsundersøgelsen.

