Oplevelser som Trainee i Eurofins Steins

Jonas_Thorsager_EgelundDet er efterhånden godt og vel fem måneder siden jeg for første gang trådte ind af døren på Eurofins Steins lokalitet i Vejen. Fem måneder, som virkelig har givet hår på brystet – nye omgivelser, nye kollegaer, ansvar, udfordringer og sidst men ikke mindst en introduktion til en verden, som er meget forskellig fra universitetsverdenen.

Jeg er uddannet cand. scient. i biologi og er ansat som Trainee i Vitamin Kompetence Centeret under Eurofins Steins, som udfører størstedelen af vitaminanalyserne i Eurofins og beskæftiger cirka 40 medarbejdere. Min motivation for at søge stillingen var, at den levede op til nøjagtigt de ambitioner, som jeg havde for min karriereudvikling, nemlig at kombinere min naturvidenskabelige baggrund med drift af en moderne virksomhed med stort udviklingspotentiale.

Jeg har fra dag ét været i løbende oplæring i de forskellige arbejdsprocesser i forretningsenheden, men samtidig arbejder jeg på flere forskellige projekter, som har til at mål at optimere driften af forretningsenheden. Her bruger jeg min naturvidenskabelige baggrund til at forstå arbejdsprocesser for efterfølgende via værktøjer, som spænder fra databaseanalyse og laboratorieforsøg til Lean og cost-benefit analyser, at udarbejde ”ud af boksen” udkast til optimeringsløsninger. Udkastet bliver i samarbejde med ledelse og medarbejdere bearbejdet, og et slutprodukt bliver implementeret. I denne fase er de afgørende værktøjer dine ledelsesmæssige, sociale og motiverende egenskaber, der afgør om projektet bliver en succes, hvilket jeg finder utroligt spændende.

Som Trainee er jeg også en del af et internationalt talentprogram inden for Eurofins, hvor alle Trainees mødes hvert halve år til seminar, hvor specielt networking er i højsædet. Alt i alt er der i Eurofins rig mulighed for at få stort ansvar og tilsvarende udfordrende opgaver, det gælder bare om at gribe chancen, turde tage styringen og tro på egne evner.

Maj 2011

1990 - 2010 Copyright - Eurofins small logo