REACH vejledning
Eurofins har været med til at udarbejde en vejledning, der skal gøre det nemmere for danske virksomheder at få styr på EU’s nye kemikalielovgivning REACH
Vejledningen er blevet til i en projektgruppe styret af Dansk Erhverv. Den henvender sig primært til handelsvirksomheder, der importerer varer, som indeholder kemiske stoffer og som kommer fra lande uden for EU. Det kan fx være legetøj, isenkram, møbler og tekstiler. (En engelsksproget udgave af vejledningen kan hentes ved at benytte linket nederst på siden.)
REACH lovgivningen stiller nye krav til dokumentationen af kemiske stoffer og deres anvendelse. Det betyder blandt andet, at alle importører af varer skal tage stilling til, om de varer, de importerer, indeholder kemiske stoffer, som er omfattet af lovgivningen. Dermed stiller lovgivningen krav til virksomheder, der ikke i dag opfatter sig som omfattet af kemikalielovgivningen.
Hovedprincippet i REACH er ”ingen data - intet salg”. Det betyder, at importøren skal kunne dokumentere en række forhold vedrørende særligt farlige stoffer i varerne for at få lov til at sælge dem. Det betyder også, at importøren løbende må holde sig orienteret med REACH kravene, da listen med stoffer omfattet af REACH hele tiden bliver opdateret og udvidet.
REACH vil påvirke konkurrencen mellem de importører, som er på forkant - og de importører, som risikerer at miste markeder, hvis de ikke har øje for, hvilke stoffer der risikerer at blive forbudt på grund af REACH.
Forbrugerne og forbrugerorganisationerne vil i stigende grad interessere sig for, om virksomhederne overholder REACH kravene. En god kommunikation fra importørens side kan derfor være afgørende for salget - og for importørens omdømme hos kunder og aktionærer.
Vejledningen gør det enkelt at afgøre, om de varer man importerer, er omfattet af REACH eller ej. Vejledningen beskriver også importørens ansvar, hvilken dokumentation der er påkrævet, og hvordan man sammen med sine leverandører fremskaffer de nødvendige oplysninger på en effektiv måde.
Endelig giver vejledningen en række gode råd til, hvordan importøren kan håndtere forventninger fra forbrugerne.

