Hvad er en VA-godkendelse

Kravene til drikkevandets kvalitet i Danmark fastsættes i drikkevandsbekendtgørelsen. Her opstilles grænser for, hvilke indholdsstoffer, der må være i vandet – og i hvilke mængder, de forskellige stoffer må forekomme, så vi trygt kan drikke vand direkte fra vandhanen.

Undervejs fra vandreservoiret til slutbrugerens vandhane kan vandet nå at være i berøring med mange typer materialer, der alle kan give en afsmitning til vandet og være med til at ændre på vandkvaliteten. Derfor er der i Danmark store krav til de byggevarer, der tilsluttes eller indgår i drikkevandsinstallationer, så det sikres, at vandet ikke påvirkes negativt under behandling og transport.

Bygningsreglementet stiller krav om, at byggevarer, der indgår i eller tilsluttes drikkevandsinstallationer, skal have en VA-godkendelse (VA: vand- og afløbsinstallationer). Dermed skal producenter, importører og forhandlere sikre sig, at de omfattede byggevarer har en VA-godkendelse, inden de markedsføres og sælges i Danmark.

VA-godkendelsen er et dansk krav, der skal sikre, at de sundhedsmæssige krav til drikkevandet i Danmark kan overholdes. Den sikrer, at alle materialer, der er i kontakt med drikkevandet, er vurderet toksikologisk, så der ikke indgår sundhedsskadelige stoffer i byggevarerne. Den sikrer også, at alle byggevarer til brug i vandinstallationer er testet for afgivelse af sundhedsskadelige stoffer samt vækst af bakterier.

Regelsættet

Den danske bekendtgørelse om markedsføring, salg og markedskontrol af byggevarer, Bek. Nr. 1075 af 13/11/2008 ændret ved Bek. Nr. 1375 af 07/12/2010 angiver, at alle byggevarer, der er omfattet af kravet om VA-godkendelse skal forsynes med en VA-mærkning på selve byggevaren, på en etikette der er fastgjort på byggevaren, på emballagen eller på et ledsagende dokument, der ligger i emballagen.

VA-mærkningen består af bogstaverne ”VA” i følgende udformning:

VA

Mærkningen skal ledsages af fabrikantens navn eller identifikationsmærke samt varens VA-godkendelsesnummer.

Selve kravene, som byggevaren skal opfylde for at leve op til reglerne om VA-mærkningen, kan findes i Miljøstyrelsens orientering nr. 6 fra 2004 ”VA-godkendelse af vandbehandlingsanlæg til montering i husinstallationer”. Den suppleres af Miljøstyrelsens Miljøprojekt Nr. 5 fra 2006 ”Opstilling af forsøgsprotokol til vurdering af mikrobiel vækst i forbindelse med VA-godkendelse af større vandbehandlingsanlæg”. I disse to dokumenter bliver kravene til byggevarernes sammensætning, afgivelse af stoffer samt grænser for bakterievækst beskrevet.

Erhvervs- og Byggestyrelsen udsendte i oktober 2010 Vejledning om VA-godkendelse af vandfiltre. Vejledningen blev revideret i april 2011 og præciserer, hvilke produkter og komponenter, der er omfattet af VA-godkendelsesordningen.

Hvilke produkter er omfattet af VA-godkendelsesordningen?

Kravet om VA-godkendelse gælder for alle komponenter i kontakt med drikkevand fra drikkevandsforsyningen og helt frem til det tilsluttede apparat – fx en kaffemaskine eller en espressomaskine. Selve kaffemaskinen / espressomaskinen er ikke omfattet af reglerne for VA-godkendelse, men hører i stedet under regelsættet for materialer og genstande i kontakt med fødevarer.

En liste over, hvilke byggevarer der er omfattet af reglerne om VA-godkendelse, kan findes på ETA Danmarks hjemmeside.


Der har tidligere været tvivl om, hvorvidt vandbehandlingsfiltre var omfattet VA-godkendelsesordningen. Erhvervs- og Byggestyrelsen har derfor udsendt en vejledning der præciserer, at vandbehandlingsfiltre er omfattet, og at kravet om både en toksikologisk vurdering af de indgående stoffer, dokumentation for afgivelsen af sundhedsskadelige stoffer samt bakteriologiske test skal opfyldes. Den eneste undtagelse er filtre, hvor producenten har angivet, at de udelukkende skal bruges til varmdriksautomater, hvor vandet varmes op til minimum 90°C – her kan den bakteriologiske test undlades. I sådanne tilfælde skal det fremgå af VA-godkendelsen, at produktet udelukkende må bruges til varmdriksautomater.

Hvem godkender?

ETA-Danmark A/S udsteder VA-godkendelser på vegne af Erhvervs- og Byggestyrelsen. For at et byggeprodukt kan opnå en VA-godkendelse skal producenten / importøren sende dokumentation på, at byggevaren har gennemgået en toksikologisk vurdering samt dokumentation på, at afgivelsen af sundhedsskadelige stoffer og bakterievækst ikke kan påvirke drikkevandskvaliteten negativt.

På baggrund af denne dokumentation vurderer ETA Danmark, om kravene er opfyldt og udsteder VA-godkendelsen, hvis al dokumentation er i orden. På ETA-Danmarks hjemmeside kan man finde et ansøgningsskema til brug ved ansøgning om VA-godkendelse - samt en liste over eksisterende VA-godkendelser

Hvad kan Eurofins Product Testing hjælpe med?

Eurofins Product Testing kan hjælpe med at foretage den toksikologiske vurdering af byggematerialer samt sætte et testprogram sammen og udføre testene i egne laboratorier.

På baggrund af oplysninger om produktet sammensætning kan vi indhente oplysninger om de enkelte indholdsstoffer og sammenholde informationerne med de gældende krav til drikkevandets kvalitet.

Vi kan enten foretage vurderingen ud fra materiale, som producenter / importører sender til os fra deres leverandører – eller selv tage kontakten til leverandørerne og skaffe de nødvendige oplysninger.

 

Mette Damgaard
Cand. scient., Rådgivning
70 22 42 76 / Dir 87 54 57 11

1990 - 2010 Copyright - Eurofins small logo