Vores Ydelser >> GMO, DNA, SNIF, ID Maldi >> Ægthedsbestemmelse af fødevarer

Ægthedsbestemmelse af fødevarer

Sidebar Image

Unik teknik bestemmer ægtheden af fødevarer og sikrer sporbarhed

Der er fokus på kvaliteten af vores fødevarer - herunder renheden, ægtheden og oprindelsen af disse. Man stiller i dag stigende krav til dokumentation i alle led fra producent til forbruger for at sikre sporbarhed.

Eurofins har udviklet en enestående analyseteknik kendt som SNIF-NMR®. Denne metode anvendes ikke kun til at kontrollere forskellige produkters renhed - men også til at bestemme, hvor de kommer fra. SNIF-NMR® står for Site-Specific Natural Isotopic Fractionation studied by Nuclear Magnetic Resonance. Teknikken gør det muligt at undersøge forskellige biomolekylers bestanddele med en højere grad af nøjagtighed end på anden vis. Mens almindelige metoder kun kan anvendes til at påvise noget på et molekylært niveau, kan SNIF-NMR® påvise noget på et atomart niveau.

Ved hjælp af analysen får man et klart og karakteristisk isotopisk fingeraftryk. Fingeraftrykket bliver skabt på grundlag af atomsammensætningen i biomolekylerne. Atomerne i biologiske molekyler optræder i forskellige atomvægte. De forskellige versioner kaldes isotoper. Disse isotoper forekommer i bestemte, relative forhold. Afhængig af produktets oprindelse og den anvendte forarbejdnings- og produktionsteknik, vil molekylerne være forskellige, hvad angår isotopernes andel, forhold og position. Ved at bestemme disse parametre ved hjælp af NMR-teknikken, får man en typisk isotopisk profil - et isotopisk fingeraftryk.

Dette individuelle fingeraftryk bliver lagt ind i en database konstrueret af Eurofins. Databasen indeholder profiler på mere end 10.000 naturlige stoffer fra hele verden. Ved at sammenligne fingeraftrykket med den tilsvarende profil er det muligt at bestemme en lang række stoffers identitet, produktionsmetode og geografiske oprindelsessted med meget stor sikkerhed.

Man kender i dag sofistikerede forfalskningsmetoder, som kan manipulere med produkterne - både med hensyn til produktionsprocessen og med produktsammensætningen. Dette betyder, at nogle ingredienser kun kan blive identificeret ved at undersøge deres sammensætning på atomniveau - og ikke på molekylært niveau. SNIF-NMR®-teknologien giver derfor betydelige fordele sammenlignet med traditionelle analysemetoder.

Teknologien blev udviklet først i 1980erne ved universitetet i Nantes. Den blev oprindeligt udviklet til at påvise snyd i forbindelse med vinproduktion. Eurofins har løbende udviklet metoden og har desuden patent på teknikken. I dag bliver den brugt til at analysere fødevarer, kemikalier, kosmetik og medicinalvarer. SNIF-NMR® blev for nylig godkendt som metode til undersøgelser af olieforurening fra skibe - samt til at bestemme, hvor illegal medicin kommer fra.

Ægthedsbestemmelse - Autenticitet