JavaScript is disabled. Please enable to continue!

Mobile search icon
Eurofins Danmark >> Milk >> Mælkekvalitet

Mælkekvalitet

Sidebar Image

Analyser af rå mælk er historisk set et af Eurofins Milk Testing Denmark A/S' kernekompetenceområder. Eurofins fungerer her som en uvildig analysepartner og sikrer dermed en uafhængig afregning mellem mælkeproducenten og mejeriet.

Hovedparten af disse analyser udføres på meget avanceret udstyr, der sikrer at analyseresultatet foreligger efter ganske få minutter.

Eurofins Milk Testing Denmark A/S analyserer årligt op mod 1.000.000 tankmælksprøver for flere forskellige parametre, der er medbestemmende for den afregning mælkeproducenterne får for deres mælk.

For konstant at sikre kvaliteten af analyseresultaterne, er der opbygget et unikt kvalitetssikringssystem, således at alt måleudstyr konstant holdes op mod kendte referenceprøver.

 

Mælkekvalitet er utrolig vigtigt både for mælkeproducenten, mejeriet og for slutbrugeren af diverse mejeriprodukter.

Til dokumentation af mælkekvaliteten analyserer Eurofins Milk Testing Denmark A/S for en række forskellige parametre som bruges i forbindelse med mejeriets afregning til mælkeproducenten og i forbindelse med processtyring på mejeriet: 

  • Celletallet er et udtryk for det antal somatiske celler, der er i mælken, hvilket igen er et udtryk for koens sundhed i yveret. Analysen udføres på en Fossomatic, som ved hjælp af flowcytometri konstant holdes op mod referencemetoder.

 

  • Fedt og protein er historisk set to af de vigtigste analyseparametre i forbindelse med mælkeafregning, da disse to komponenter udgør hovedindholdsstofferne i de fleste mejeriprodukter. Resultaterne er derfor meget vigtige i forbindelse med processtyring på mejeriet og for mælkeproducenten i forbindelse med styring af foder og avl på gården. Analyserne udføres på en Milkoscan, og ved hjælp af IR-teknik holdes resultaterne konstant op mod referencemetoder.

 

  • Frysepunktsanalysen er et udtryk for, om der er en normal sammensætning i mælken og især om der er blandet vand i mælken. Analysen udføres på en Milkoscan, som ved hjælp af IR-teknik konstant holdes op mod referencemetoder.

 

  • Hæmstoffer og antibiotika: Mælk med normal sammensætning vil ikke hæmme bakteriers vækst. Hæmstofanalysen er derfor et udtryk for, om mælken er normalt sammensat. Er dette ikke tilfældet, kan Eurofins analysere sig frem til hvilke komponenter, der har forårsaget denne hæmning. Hæmstofanalysen giver udtryk for, om der findes stoffer, der kan hæmme bakteriers vækst. Disse stoffer kan være meget små mængder af veterinære lægemidler. Analysen udføres på en Delvo SP analyse.

 

  • Kimtallet er et udtryk for antallet af bakterier i mælken. Dette tal siger noget om koens sundhed og noget om malkehygiejnen på gården, og også noget om, hvordan mælken har været opbevaret.  Eurofins bruger i dag et analyseudstyr, hvor resultatet foreligger efter ti minutter mod de normale tre døgn. Analysen udføres på en Bactoscan, og analysen holdes konstant op mod kimtalsanalyser udført ved referencemetoden.

 

  • Sporer: Nogle typer af bakterier er i stand til at overleve ekstreme former for stress, f.eks. en varmebehandling af mælken i en ikke-vegetativ form kaldet sporer. Netop fordi sporerne overlever varmebehandlingen, er de et problem senere i f.eks. osteprocessen. Sporeanalysen udføres med en teknik, hvor mælken podes ud i reagensglas og varmebehandles før de inkuberes i tre døgn.

 

  • Ureaindholdet er primært et udtryk for, om køerne fodres med mere protein end de kan omsætte til protein i mælken. Analysen udføres på en Milkoscan, som ved hjælp af IR-teknik konstant holdes op mod referencemetoder.

 

Anne-Sofie Ladekjær-Mikkelsen

Anne-Sofie Ladekjær-Mikkelsen
Managing Director
Eurofins Milk Testing Denmark
+45 27 10 54 65
Bente Østergaard

Bente Østergaard
Kundesupport, Mælk
Eurofins Milk Testing Denmark
+45 24 23 33 84