JavaScript is disabled. Please enable to continue!

Mobile search icon
Bliv klogere >> Vidensbank >> PCB i borekerner

PCB i Borekerner

Sidebar Image

PCB borekerner

PCB er en forkortelse for polychlorerede biphenyler og er en gruppe af industrielt fremstillede kemikalier. PCB-forbindelser er især kendt for deres stabilitet, brandhæmmende egenskaber og elektriske isoleringsevne. Derfor er PCB også blevet brugt i en lang række af bygningsmaterialer frem til 1980’erne, hvor anvendelse af PCB blev forbudt i hele EU. Før forbuddet blev PCB blandt andet brugt i fugemasse og maling.

Forbuddet mod PCB skyldtes en øget viden om stoffernes miljø- og sundhedsskadelige effekter. Af sundhedsskadelige årsager kan blandt andet nævnes, at de er hormonforstyrrende og er mistænkt for at være kræftfremkaldende.

Selvom PCB har været forbudt i mange år, kan mennesker stadig blive udsat for stoffet. Det skyldes, at PCB er meget stabilt og nedbrydes langsomt i naturen. Vi kan optage PCB gennem maden, via luften vi indånder eller ved kontakt med materialer, der indeholder PCB.

 

PCB i beton

Ved undersøgelser af bygninger opført før 1980’erne findes PCB ikke kun i fugemasser og maling, men også i omkringliggende materialer som beton. Dette skyldes, at PCB over tid trænger ind i den porøse struktur i betonen. Processen tager lang tid, så koncentrationen af PCB aftager typisk med dybden.

For at finde ud hvor dybt PCB er trængt ind, kan der udtages borekerner af betonen. Borekernerne kan efterfølgende analyseres i forskellige lag for at undersøge koncentrationen af PCB.
Resultatet af analysen kan bruges til at vurdere, hvordan betonen skal håndteres, når en bygning skal renoveres eller rives ned.

 

Hvordan prøvetages borekerner?

Ved prøvetagning af borekerner er der flere faktorer, du skal være opmærksom på. Det er især vigtigt, at borekernen ikke er større end 10 cm i længden, da neddelingen foregår manuelt. Er borekernen større end 10 cm, bliver det svært for laboratoriet at håndtere og bearbejde prøven korrekt.

En anden vigtig faktor er korrekt rengøring af diamantboret mellem boringer. Hvis bor og udstyr ikke rengøres mellem boringer, er der en risiko for at PCB kan overføres fra én prøve til en anden. Dermed er der risiko for krydskontaminering og for, at resultaterne ikke afspejler den reelle PCB koncentration i betonen.

Prøver, der skal analyseres for PCB, skal altid emballeres i stanniol. Det beskytter prøven mod forurening fra andre stoffer under transporten fra prøvetagningsstedet til laboratoriet. Samtidig forhindrer stanniolen, at PCB fordamper fra prøven, inden analysen bliver lavet.

Sådan neddeles borekerner i laboratoriet

Når vi modtager en prøve i laboratoriet, starter vi med at danne os et overblik over antallet og dybden af de ønskede intervaller, inden vi går i gang med at skære i borekernen. Det er rekvirenten, der bestemmer og fastlægger intervalopdelingen.

Intervallerne skal være minimum 1 cm og være tydeligt markeret på den rekvisition, vi modtager. Derudover skal vi også have en klar indikation af, hvilken ende af borekernen opmålingen skal starte fra. Intervallerne skal angives som ”1 cm – 2,5 cm”.
Intervaller på under 1 cm kan give udfordringer, da der uundgåeligt går en vis mængde materiale tabt under skæringen.

En anden væsentlig udfordring er den varmeudvikling, der opstår ved friktionen under skæring. Denne opvarmning kan få PCB’en, som er bundet i betonen, til at fordampe. Det betyder, at den målte PCB-koncentration bliver lavere end den reelle værdi. For at minimere risikoen for fejlagtige resultater fjerner vi altid betonens overfladelag, før materialet knuses og ekstraheres til analyse. Sten i betonen bliver også frasorteret, da de ikke bidrager til analysen og kan påvirke resultatet.

Hvordan laves en PCB analyse?

Efter neddeling af borekernen skal selve analysen og ekstraktionen af PCB laves. Ekstraktionen bliver lavet med hexan og koncentrationen af PCB bestemmes ved gaskromatografisk metode.

Med analysen kan vi måle PCB-koncentrationer ned til 0,005 mg/kg. I nogle tilfælde kan der være en øget analyseusikkerhed – for eksempel ved interferens under analysekørslen. Der kan også være udfordringer med selve prøvematerialet, som gør det nødvendigt at tilsætte mere ekstraktionsvæske end metoden foreskriver. I sådanne tilfælde vil vi være nødsaget til at hæve detektionsgrænsen.

Hvis analysen er påvirket af øget usikkerhed eller en hævet detektionsgrænse, vil det fremgå på analyserapporten med en kommentar, der beskriver årsagen.

Ved analysen måles koncentrationen af disse PCB forbindelser:

  • PCB-28
  • PCB-52
  • PCB-101
  • PCB-118
  • PCB-138
  • PCB-153
  • PCB-180.

 

Disse forbindelser kaldes samlet for PCB 7, og summen et angivet som "PCB sum" i vores analyserapporter. Da disse 7 PCB-forbindelser udgør ca. 20% af den totale mængde PCB, kan det samlede PCB indhold beregnes ved at gange summen med en faktor 5.
Analyserapporten vil derfor indeholde både en sum for både PCB 7 og en sum af total PCB indhold.

Kilder
Hvad er PCB? - PCB-guiden
polyklorerede-biphenyler-pcb.pdf


Denne artikel er skrevet af Andreas Vestergård Svendsen.