Selektiv nedrivning - genbrug med omtanke


Selektiv nedrivning skal sikre mere genbrug, men husk, vi må ikke skabe tidslommer. Genbrug og genanvendelse kræver ansvar for materialernes historik, risikoen for indhold af miljø- og sundhedsskadelige stoffer samt sporbarhed.
Den 1. juli 2025 trådte en ny lovgivning i kraft, som stiller krav om, at større nedrivninger skal gennemføres som selektiv nedrivning. Det betyder, at bygninger skal adskilles, så materialer kan sorteres og genbruges i størst muligt omfang.
Værdibyg har lavet en vejledning, som skal bidrage til, at de nye krav til selektiv nedrivning kan omsættes i praksis. Vi har sammen med andre relevante aktører bidraget til vejledningen, som giver overblik over roller, processer og dokumentation i forbindelse med selektiv nedrivning.
Hvad er selektiv nedrivning?
Ved selektiv nedrivning forstås, sortering og adskillelse af materialer under nedtagning, så de kan:
- genbruges direkte
- genanvendes som råmaterialer
- bortskaffes korrekt, hvis de indeholder miljø- eller sundhedsskadelige stoffer
Formålet er at øge ressourceudnyttelsen og reducere affald.
Vigtigt: Genbrug kræver viden
Genbrug og genanvendelse er en vigtig del af den grønne omstilling, men det forudsætter viden om materialernes historik og indhold.
Byggematerialer kan indeholde problematiske stoffer, der i dag er reguleret eller udfaset på grund af deres miljø- og sundhedsskadelige egenskaber, såsom
- tungmetaller
- PCB
- asbest
Hvis materialer genbruges eller genanvendes uden de nødvendige forundersøgelser, risikerer man at videreføre (ukendt) forurening til nye bygninger og produkter.
Sporbarhed og “tidslommer”
Ved genbrug og genanvendelse af byggematerialer kan der opstå udfordringer med sporbarhed. Når materialer flyttes fra én bygning til en anden, mister man ofte den direkte sammenhæng mellem materialets alder, oprindelse og anvendelse.
Et eksempel kan være et ældre vindue med maling, der indeholder tungmetaller.
Hvis det genbruges i en ny bygning uden tilstrækkelig dokumentation, kan det senere være svært at vurdere:
- hvornår materialet er produceret
- hvilke stoffer det indeholder
- om det kræver særlig håndtering ved renovering eller nedrivning
Konsekvensen er, at der ude i fremtiden, træffer beslutninger om materialet på et ufuldstændigt grundlag.
På den måde kan der opstå “tidslommer”, hvor ældre materialer indgår i nye bygninger uden, at deres historik og risici er kendt eller dokumenteret. Det kan føre til, at miljø- og sundhedsproblemer videreføres – i stedet for at blive håndteret.
Hvad skal du være opmærksom på?
For at sikre ansvarligt genbrug og genanvendelse, er det vigtigt at:
- undersøge materialer for miljø- og sundhedsskadelige stoffer
- dokumentere analyser og resultater
- sikre sporbarhed for genbrugte materialer
- bevare viden om materialernes alder og oprindelse
- være opmærksom på indeklimapåvirkning og afgasning ved genbrug og genanvendelse
Hvornår i processen bør der laves analyser?
For at kunne handle og planlægge den fremtidige proces på et oplyst grundlag bør der så tidligt som muligt udføres undersøgelser med tilhørende analyser, dette sikre blandt andet:
- Overblik over evt. forhold relateret til arbejdsmiljø
- Hvilke materialer, der egner sig til genbrug og genanvendelse
- Hvilke materialer, der bør undersøges yderligere
- Styring af projektøkonomi
- Styring af tidsplan
Laboratoriets rolle
Vi laver en række analyser af byggematerialer i forbindelse med selektiv nedrivning.
Vores analyser kan være med til at skabe det nødvendige grundlag for at vurdere, hvordan materialer skal håndteres, uanset om de skal genbruges, genanvendes eller skal klassificeres som affald.
Vi ser at vores analyser bidrager til den viden der er med til at vurdere:
- korrekt håndtering af materialer med miljø- og sundhedsskadelige stoffer.
- sikker genbrug og genanvendelse.
- sporbarhed og dokumentation for genbrugte materialer.
- et solidt beslutningsgrundlag for bygherrer og rådgivere.
